Ældreliv i plejebolig: Et studie af ældres autonomi- og livssituation i den politiske tilrettelæggelse af plejeboligens rammer

Afhandlingen ”Ældreliv i plejebolig – et studie af ældres autonomi- og livssituation i den politiske tilrettelæggelse af plejeboligens rammer” er en undersøgelse af, hvordan den politiske tilrettelæggelse af plejeboligens rammer øver indflydelse på den ældres autonomi- og livssituation i plejeboligens praksisser. Den ældres autonomi er i samfundsmæssige strømninger om individualisering blevet et centralt begreb i sundhedssektoren generelt med indsættelse af brugerorientering. Det undersøges derfor, hvordan politisk værdsættelse af den rationelt beslutningsdygtige og handledygtige ældre får betydning for sårbare ældres autonomi- og livssituation, når de ikke længere er i stand til at klare sig i eget hjem og derfor må flytte i plejebolig.

Afhandlingen tager udgangspunkt i praksisfilosofisk tilgang, hvor teori og praksis er uløseligt knyttet sammen og hinandens gensidige oplysning.

Den ældres autonomi i plejeboligens strukturelle kontekst kan ikke alene indfanges og udfoldes med kun filosofiske perspektiver om autonomibegrebet, ligesom den ældres autonomi ikke svæver rundt i plejeboligens praksisser. Den ældres autonomi kan blive indholdsbestemt i den ældres møde med det levede liv i den politiske rammesætning af plejeboligen og er derfor antropologisk til stede som praksisbegreb(er).

Undersøgelsen omfatter et historisk perspektiv, da den daglige praksis i plejeboligen har rødder i en historisk praksis, der omfatter samfundsmæssige strømninger og den politiske tilrettelæggelse af hjælp til sårbare ældre. Plejeboligen som offentligt botilbud til ældre, der ikke længere er i stand til at klare sig selv i eget hjem, bærer således fortidens standarder i sig. Der bliver derfor givet et indblik i den politiske udvikling og etablering af ældreforsorg som offentlig opgave. Der er her fokus på den politiske rammesætning af ældres autonomi og dennes betydning for, hvordan den ældre bliver set som menneske i samfundets institutioner i deres sårbare livssituation gennem tiden, hvilket øver indflydelse på den ældres livssituation.

Afhandlingens empiriske datamateriale er genereret gennem deltagende observationsstudier og interviews. Udvalgte uddrag af dette empiriske datamateriale bliver præsenteret for at kontekstualisere ældre, deres autonomi- og livssituation og deres levede liv i plejeboligen i den politiske tilrettelæggelse af plejeboligens rammer.

Denne fremstilling med udvalgte uddrag af det empiriske datamateriale fordrer indholdsbestemmelse af et nutidigt politisk dominerende begreb om ældres autonomi, da eksterne forhold, der vedrører den politiske tilrettelæggelse af plejeboligen, plejeboligens rammebetingelser, omhandler særlige forhold, der anerkender ældres autonomi på særlig vis gennem tilrettelæggelsen af plejeboligen som hjem, hjælp som opgaveløsning og pårørende som ressource.

Det nutidige politisk dominerende begreb om autonomi viser sig overordnet at blive indholdsbestemt af handlekraft, der bliver udfoldet med fænomenerne selvansvarlighed, selvhjulpenhed og rationel beslutningsevne. Dette begreb om autonomi er indlejret i tilrettelæggelsen af den offentlige hjælp, der skal imødekomme eller kompensere for de interne forhold hos den svækkede ældre, der ikke længere er i stand til at klare sig selv i egen bolig. De interne forhold, der er forbundet med den ældres livssituation, viser sig i feltstudiets datamateriale at omfatte immobilitet, psykiske problemer og/eller nedsatte kognitive evner.

Analysen viser, at det nutidige politisk dominerende begreb om autonomi synliggjort som et standardiseret autonomibegreb. Det er et begreb, der i sin generaliserende form gennem analysen gennegående bliver synliggjort som kontradiktorisk til den enkelte svækkede ældres livssituation. Det viser sig nemlig, at den ældre, der ikke er i stand til at leve op til det standardiserede autonomibegreb med den heri indlejrede rette handlemåde bliver overset eller usynliggjort. Det viser sig ved, at han eller hun eller den ældres pårørende ikke er i stand til at handle adækvat på mere beregnende kunde-salgs orienterede relationer i ældreplejens markedsbureaukratiske organisering. Analysen synliggør dermed legaliseret forbrugerisme som et indlejret vilkår for de svækkede ældre i konkurrencen om hjælp, der bliver identificeret som rettigheder som tilbud.

Politisk skjulte intenderede effektiviseringshensigter med det standardiserede autonomibegreb bliver synliggjort og en politisk moraliserende effektiviseringsdiskurs træder frem. Det bliver gennem analysen af feltstudiets datamateriale og af relevante policy-dokumenter synligt, at ældre bliver politisk værdsat, når de holder sig fri af ældreplejens ydelser. Når de søger hjælp bliver denne visiteret af en myndighedsperson via standardiserede redskaber, der er baseret på et princip om hjælp til selvhjælp og som tager udgangspunkt i et ligeretsprincip. Dette ligeretsprincip udfordres i den konkurrenceprægede organisering, da feltstudiets datamateriale synliggør, at svækkede ældre synes at blive efterladt dehumaniseret i et uværdigt og meningsløst liv, idet ligeretsprincippet bliver synliggjort som medskabende for ulighed blandt ældre. Analysen viser derfor, at de intenderede effektiviseringshensigter, der er indlejret i det standardiserede autonomibegreb, har, hvad man må formode, uintenderede følger. Selvansvarlighed, selvhjulpenhed og rationel beslutningsevne viser sig nemlig i analysen også som fordring, når man vil have fat i ældreplejens ydelser og dermed i rettigheder som tilbud.

Tidligere tiders kynisme toner frem som kilde til rationel og effektiv problemløsning som afløsning for det velfærdsstatlige grundlag med ekspertforvaltende produktion og fordeling af behandling og pleje. Det vil sige, at vi i nutiden ser et opgør med de sundhedsprofessionelles myndighed og et opgør med omsorgsudøvelse, der omfatter et moralsk ansvar for den enkelte svækkede ældre i hendes eller hans nuværende livssituation under hensyntagen til den ældre, der er i en del af sit livsforløb. Det vil sige, at den ældre har en fortid, en nutid og en fremtid. Konsekvenserne af den indsatte organisatoriske styringsideologi bliver tydelig i feltstudiets datamateriale, når nogle medarbejdere underlader at efterleve den politisk standardiserede hjælp som opgaveløsning og de vover at tage situerede skøn, der imødekommer den svækkede ældre med et situeret og åbent autonomibegreb, der er konstituerede for, at den ældre bliver set som et særegent individ.